Blog Image

Belivende blog

Om bloggen

Jeg vil blogge om hvad jeg finder væsentligt i min dagligdag ud fra den position jeg befinder mig på her i verden: Nemlig den, hvorfra begivenheder iagttages i et ikke voldeligt og belivende perspektiv, hvori der ikke på nogen måde kan være fjendebilleder.
På bloggen har jeg det udgangspunkt, at der er et alternativ til destruktive følelser, og at man i enhver situation har valget mellem at handle aflivende eller belivende. Det kan undertiden være vanskeligt at se, hvor grænsen går, og derfor må inspireret tænkning ind over. Den håber jeg, at der kommer meget af her.

Frimureri versus åndsforskrækkelse

Fra drama til lyrik Posted on lør, december 29, 2018 13:26:58

Frimureri versus åndsforskrækkelse

Det var noget af en mundfuld at læse artiklen ”Logebrødrenes
hemmelighed” i Weekendavisen 30. november. Hvis nogen skulle have læst
oplysningerne i artiklen i tillid til, at informationer i denne avis er
troværdige, så må de sidde tilbage med et indtryk af, at frimureri i bedste
fald er gammeldags og utidigt og i værste fald decideret meningsløst. At
artiklen kan efterlade én i en sådan stemning, anser jeg for at være et højst
tidssvarende udtryk for en vældig kollektiv åndsforskrækkelse, som det efter
min bedste overbevisning vil være befordrende for os at forsøge at komme ud af.

Poul Pilgaard Johnsen, som har skrevet artiklen, har selv
tydeligvis ingen interesse i at nærme sig en egentlig forståelse af
frimureriets oprindelse. Han skriver, at ordet frimurer er en oversættelse af
det engelske freemason, og at ordenen har sine rødder blandt de stenhuggere,
bygmestre og arkitekter, der i middelalderen byggede katedraler i England, men
at det håndværksmæssige aspekt efterhånden forsvandt til fordel for en mere
åndelig bestræbelse på at blive et godt menneske. Jeg aner ikke hvor PPJ har
denne overbevisning fra, men enhver, der har den mindste intellektuelle indsigt
i, hvad frimureri er, ved, at frimureriets oprindelse er i menneskets åndelige
trang til at kunne leve i pagt med Gud og rent historisk på det eksoteriske plan
daterer sig til byggeriet af Kong Salomons tempel i Jerusalem, hvor Pagtens
Ark, de ti bud, som på det fysiske plan dokumenterer Guds pagt med menneskene,
skulle opbevares i Det Allerhelligste i det centrale af bygningsværket. Denne
hellige bygning måtte kun bygges af frie mænd, frie murere, idet slaver, altså
nogen, der skal adlyde andre menneskers vilje, ikke ansås for at kunne bygge en
bolig, hvor selve den fysiske fremtrædelsesform for pagten mellem Gud og
menneske, skulle opbevares.

I frimureriet symboliserer skødeskind, vinkelmåler og passer
m.m., som de eksoteriske murere brugte for at bygge helligdommen, de redskaber vi som mennesker må benytte for
at kunne gøre os selv til en helligdom, der kan rumme gudsaspektet i os. Det er
der ikke noget som helst fordækt eller hemmeligt i. Frimureriets esoteriske
funktion er ganske enkelt på det åndelige plan at mure (skabe) en verden, hvor
vi bruger al den viden vi har ansvarligt til at skabe en verden af ”fred og i
mennesker velbehag”. Et forsøg på at virkeliggøre det messianske
projekt. Det er dybest set en yderst moderne form for kristendom, i hvilken vi
ikke frelses i kraft af vor tro på Jesus men i kraft af vor egen indre viden.
Denne indre viden kan man ikke bare beslutte sig for at få adgang til, da vor
hjerne er af en sådan beskaffenhed, at vor almindelige tænkning er domineret af
vanemæssige funktioner og dermed tankemønstre, som er repetitoner af fortidens
tankemønstre. Disse forskellige indvielsesritualer, som for mennesker, der tænker vanetænkning,
derfor er galimatias, er for dem, der på et abstrakt plan forstår den dybere
mening og i det indre fornemmer en forandring i sig selv i retning af at blive
et bedre menneske, noget så privat, at det at ville tiltvinge sig adgang til
viden om detaljerne heri vitterligt er respektløst overfor det enkelte
menneske.

Det helt specielle ved frimureriet er, at det ikke er en
religion; der er ikke noget at tro på. Det er en udviklingsvej, som har sine
paralleller i nogle af vore største tænkeres bedrifter. Forskellen på at tænke
og handle som frimurer og som traditionel omend søgende tænker kommer meget
klart til udtryk, hvis man kigger på de to mastodonter Kierkegaard og Ørsted. Lad
os bare først kigge på fysikeren og naturfilosoffen H.C. Ørsted, der både var en
organiseret og højt indviet frimurer.
Han så en sammenhæng mellem ”ånden i
naturen” (og derfor også i
mennesket) og det, at der nødvendigvis
måtte være en elektromagnetisk sammenhæng i verden. Denne inspirerede indsigt
er omsat til praktisk nytte indenfor noget af det mest subtile i moderne
rumforskning. Han arbejdede i det hele taget for, at erkendelser på ideplan og
naturvidenskabelige forskningsresultater skulle bruges til gavn og glæde for
mennesker, og takket være denne holdning fik vi den polytekniske læreanstalt,
hvor viden om bakterier og gæring gjorde os bedre til at brygge øl og
fremstille mejeriprodukter, viden om glas pludselig fik en helt ny industri
indenfor dette område til at blomstre op og så videre. Inden ham havde vi kun
det teologiske fakultet og altså en akademisk tilgang , der var trosbaseret og
uden egentligt nyttefokus.
Han ikke bare forstod men praktiserede om nogen dertil meningen med, at frimureri skal bruges
i samfundet.

Kierkegaard er derimod et eksempel på en berømthed fra samme
tid, som ganske vist satte alt ind på at tænke frit , og gjorde det, men, vil
jeg påstå, også er et godt eksempel på de begrænsninger fri tænkning har, når
den ikke rummer dimensionen frimureri, altså rummer den virkelighedsopfattelse,
at vi er medbygmestre – guds medskabere – universelle medansvarlige væsener. Han
tænkte frit, så vidt han formåede, og nåede til den erkendelse, at der i
menneskeheden, når man først var begyndt at tænke, var mulighed for udvikling.
At mennesket ikke var statisk. Og han opererede med begrebet ”stadier på livets vej”, hvori der var en æstetisk, en
etisk og endelig en religiøs dimension. Den sidste nåede han selv ind i, og i
den lå den store fordring ”at afdø fra sit ego”. Dette paradigmeskift fra at
være et eksoterisk væsen, hvor drivkraften er egoet (kroppen og psyken), til at
være et esoterisk væsen, hvor drivkraften er en åndelig dimension, i praksis
personlighedens tro, ”selv på de halvfjerdsindstyvetusinde favnes dyb” har sin parallel i frimurernes kisteritual, men
parallellen forbliver på det eksoteriske plan, og det skyldes, at Kierkegaard i
sin tænkning aldrig nåede de helt store frimureriske højder, idet han forblev
indfanget i frygtparadigmet med paradokset, troen, som eneste redning. Derfor
må han, hvor svært det end er for ham, i
”Frygt og bæven”, acceptere, at Gud ønskede, at Abraham skulle ofre sin
højstelskede ægtefødte søn Isak. Det var grusomt for ham at acceptere, men han
oplevede det som et eksistentielt grundvilkår at være nødt til det .

I frimurerens perspektiv er han det imidlertid overhovedet
ikke. En kierkegårdsk læsning af myten er udtryk for vanelæsning. Den egentlige frie tænkning over denne myte
viser, at menneskets mentale begrænsning dengang var bestemt af tusinder af års
hedenskab, i hvilken guderne fordrede menneskeofre. Historien om Isak, som Guds
engel netop sørger for ikke bliver ofret, idet Abrahams arm jo holdes tilbage
af englen i det øjeblik, han skal til at ofre ham, fortæller os om det store
paradigmeskift fra menneskeofring og til dyreofring. Historien fortæller os, at Gud netop ikke vil
have, at vi skal ofre mennesker, og den kan inspirere til tænkning over den
mulighed, at ofring i det hele taget er en illusion.

Hiver vi disse to grundopfattelser af menneskets vilkår ind
i en religionstime i et klasseværelse
2018, vil den kierkegaardforankrede lærer, hvad Abraham/Isakmyten
angår, fortælle børnene, at vor kristne Gud fordrer en sådan absolut
lydighed af mennesket, at han skal være villig til at ofre alt, men at det er
vanskeligt for alle at acceptere, og at Kierkegaard også havde utrolig vanskeligt
ved det, men at, ja, sådan er vor religionshistorie altså.

Den ørstedforankrede frimurerlærer vil derimod le og sige,
at der absolut ikke er noget at frygte eller bæve over, idet myten alene
illustrerer, at vi mennesker, da vi var mere primitive og dyrkede mange
forskellige guder, troede, at vi måtte ofre det bedste vi havde for at opnå
deres gunst og derfor også troede, at vor nye Gud krævede ofre, men at
historien i virkeligheden bare illustrerer et skift til tjah, dybest set en livsopfattelse hvor selve
begrebet ofring er en illusion. Og når de kvikke elever indvender, at han jo så
skulle ofre en vædder i stedet for, og at der derfor stadig var ofring, vil han
le videre og sige, at jo, sådan står der, fordi vanetænkningen ikke kunne få os
til at tænke den tanke, at der slet ikke skulle ofre noget, men at der rent
faktisk er adskillige passager senere under ørkenvandringen, hvor det oplyses,
at Gud er megatræt af al den offerrøg og stank og beder os om at finde en vej
ud af den måde at tænke på, hvor vi lever i gudfrygtighed.

I frimureriets forstand er frygt noget, vi har som projekt
at skulle overvinde, og det kan egentlig kun for alvor ske i den enkelte, når
han begynder at opfatte sandheden om sit eget egentlige væsen som ånd og ikke
krop.

Men hvad forstår bønder sig på agurksalat, som man sagde da
jeg var barn, og nogen gjorde nar af noget, en anden holdt for helligt.

I vor ny-postmodernistiske tid anses humanisme, forstået som
godhed overfor andre mennesker, undertiden også dyr, for at være selve tegnet
på, at man er et godt og rigtigt menneske. Skelnen mellem godhed og tossegodhed
anses mig bekendt for smagløst, og lige så snart ordet ånd blandes ind i en
debat, kan man være sikker på, at i det mindste 95 % af reaktionen derpå vil
være af den art, som rubricerer en i religiøs fanatisme og dermed som et
laverestående individ, hvis svaghed man snarere skal drage omsorg for end lytte
til åndslængsel i.

Frimurer kan man være uden at vide det, forstået på den
måde, at man kan opfatte sig selv som et frit tænkende og følende menneske, der
har som projekt at skabe noget ud fra noget i én der er større end én selv med
noget i andre, der er større end hver og
én af dem, vor helhed til ære, med alt hvad der er i den, til gavn og glæde for
fællesskabet.

De fleste af vore symboler og ritualer har sådanne dybt
åndelige oprindelser. Chanukaen f.eks.,
som jøderne fejrer netop i skrivende stund (hvert år i november/december)
fejres p.g.a. en begivenhed i Salomons tempel, som man skulle genindvi, efter
at grækerne havde holdt den besat i lange tider. Man skulle fejre det ved at
have lys i en olielampe, men olien var sluppet op, og der var kun olie til en
dag, selvom man skulle bruge den i en hel uge.
Ved hjælp af mirakuløse hemmelige kredsløb af guddommelig art, var der
alligevel olie til en hel uge. Gud hjalp altså mennesket, der genindviede
pagten med ham. Når man nu, når man fejrer Chanuka, fedter sine latkes grundigt
ind i olie, er det ikke olien, der er i centrum på det esoteriske plan, selvom
den betyder alt på det eksoteriske plan. Det er pagten mellem Gud og menneske.

Denne pagt har det moderne menneske en kolossal
berøringsangst overfor. Det skulle ikke undre mig, om den genspirende
antisemitisme har sin rod i denne tilsyneladende berøringsangst overfor jødens
glæde og stolthed over pagten, som de ovenikøbet forholder sig yderst
humoristisk til. Det er de mange chanukasange med oliefedtede latkes et lystigt
eksempel på. Gå bare ind og kig på You Tube. Men lur mig om ikke
antisemitismen dybest set bunder i
jalousi… For også vi såkaldt kulturkristne, der har det skidt med dogmet om
frelse ved stedfortræder (den tanke, at vi frelses ved vor tro på Jesus Kristus
og ikke ved at gøre noget selv) samt dogmet om, at vi er født syndige, kan have
en åndelig længsel og et hemmeligt åndeligt liv.
Den moderne jøde nytolker stedse de gamle skrifter, men for de kristne er noget
sådant forbudt. Moderniseringen i den kristne kirke sker rent eksoterisk via
babysang, spaghettigudstjenester, popmusik i kirkerne og den slags. Men det
åndelige må der ikke tænkes over. Der skal alene tros. Tro og videnskab er to forskellige verdener,
lyder det klichéagtigt, når kirkens folk udtaler sig, og de moderne præster
støtter sig til Kierkegaard. Men det var de ikke for Ørsted, og det er de ikke
for nogen anden frimurer.

Omend ikke mange jeg kender forholder sig til julen som en
åndelig begivenhed, til trods for at der er et paradigmeskift så voldsomt
indbygget i den, at man skal være næsten både blind og døv for ikke at bemærke,
at her er tale om et ordentligt vækkeur, er det sket, når jeg har siddet i
Holmens Kirke eller Vor Frue og hørt Messias, hvor koret synger ”and we shall
be changed”, at jeg helt genert, mens jeg har måttet tørre nogle tårer bort fra kinden, ud af øjenkrogen har set, at
der faktisk også er andre i samme situation.
At vi ikke skal dø, men at vi skal blive forandrede. For hvad er det dog for noget det her?
Hvorfor kan man blive så berørt af det?

I mit arbejde med mennesker gennem efterhånden 37 år, er det
gået op for mig, at jeg aldrig har mødt nogen, der har det godt med tanken om
total udslettelse. De fleste jeg kender mener, at det er et grundvilkår ved det
at være menneske, og at vi ikke har nogen anden mulighed end at acceptere det;
men godt, det kender jeg ingen der har det med det. Og det er vel også derfor
vi gør alt hvad vi kan for at holde vore kroppe i live så længe som muligt,
selvom vi åndeligt ikke er tilstede i dem. Vi tror tilsyneladende, at vi er
vore kroppe, og vi gør meget mere for at vedligeholde vore kroppe end for at få
kontakt med det åndelige i os selv. Måske skyldes det blufærdighed, måske
dovenskab, måske frygt for at blive betragtet som opblæst.

Da jeg var barn på Bornholm hørte jeg nogen bruge udtrykket
åndsfyrste som et skældsord. ”Han opfører sig som en åndsfyrste”, sagde man om
ham, der virkelig gjorde noget for at udrette store ting i livet. Det forstod
jeg aldrig, for er det ikke godt? Er det virkelig bedre bare at tro, at man
ikke er noget særligt?

Frimureri er dybest set at forstå, at man er noget helt
unikt; at universet forventer af en, at man spiller alle de brikker man har
fået at spille med, åndelige så vel som fysiske, så godt som overhovedet
muligt, at man ikke lader en chance gå til spilde, og at man lever sit jordiske
liv som medskaber i projektet af virkeliggøre åndelige ideer i den fysiske
verden, så vi kan få fred på jord og i menneskene velbehag.

Nogle gør det så som organiserede frimurere i en
symbolverden, som man får hjælp til at forstå og aktivere indholdet i ved at se
sig selv som en genspejling af noget åndeligt. Noget Mozart, der også var
frimurer, lader os få et kig ind i rent musisk og visuelt gennem Tryllefløjten, der blev komponeret til
Frimurerne og jo handler om indvielse i De hellige Haller, som dybest set er en
kvalitetsmæssig tilstand i os selv omend forbundet med kosmiske kræfter. Andre
fornemmer blot denne åndelige verden i sig selv og andre og skaber tilstande af
ophøjede pauser udenfor tid og sted i koncertsale og andre laboratorier rundt
omkring i verden.

Moderne frimureri finder man mange steder, selvom ordet ikke
er brugt, hvor mennesker af god vilje forsøger at finde optimale løsninger uden
at inddrage fjendebilleder. Og hvordan
kan man så vide, om det er frimureri eller bare fri tænkning? Det kan man på
tilstedeværet af frygt og bæven og tvivl. Er der frimureri, er der ingen frygt
og bæven og tvivl. Ligesom Herkules i sit indre ved, at han kan overvinde den
mangehovedede hydra ved at løfte den op i lyset og kigge grundigt på den, så
ved enhver frimurer, at mørke oplyses af lys, og at det at belyse noget derfor
altid vil føre til, at det man troede, at man så, er en illusion. Der vil altid
være en dybere sandhed at finde.
Var vore politikere f.eks. frimurere, ville ingen kunne se hinanden som
fjendebilleder. Alle ville forstå, at ingen kunne se verden på en anden måde,
end de gjorde, og man ville som det mest naturlige indlede samarbejde med
enhver uanset partifarve velVIDENDE, at man selvfølgelig ville kunne nå frem
til en for alle ønskelig løsning på ethvert problem.
Her er således dybest set tale om en eksistentielt anderledes måde at være menneske på. I den
kierkegaardske såvel som i samtlige religioners verdensopfattelse, er der
grundvilkår, som vi er nødt til at underordne os, men i frimureriets er vor
eneste forpligtelse at finde ud af, hvad der rører sig i vort allerinderste og
allerhelligste (og nej det har ikke noget med mavefornemmelse at gøre) og
handle ud fra dette.
Det er dybest set en sådan indsigt, der i sin tid afstedkom teksten i fortalen til den helt tidlige middelalders jydske lov, hvor der står at ”med lov skal
land bygges”. Denne tekst hidrører nemlig egentlig fra den oldislandske lov
”Grågås”, hvori man finder formuleringen ” hvis mennesket som gåsen havde loven
i sit hjerte, var ingen lov fornøden, men fordi mennesket ikke som gåsen har
loven i sit hjerte, må man med lov land bygge”. Sådan et indre etisk barometer
har ikke med mavefornemmelse men med ånd at gøre, og hvor love bruges til at
manipulere, er der aldrig tale om frimureri. Ånd kan ikke manipulere med nogen,
idet definitionen på ånd bl.a. er, at den aldrig kan være individualiseret. Vi
er ét i den, så bedrager jeg et medmenneske, bedrager jeg uomtvisteligt også
mig selv. Frimureren ved, at der er esoteriske overvågningskameraer på hver en
millimeter og så mange hemmelige kredsløb fyldt med kommunikation, at alt på en
eller anden måde på et tidspunkt vil blive åbenbaret. Derfor er hemmeligheder
illusioner, og derfor er tiden også inde til at begynde at turde tale om, hvad
frimureri er i sin allerdybeste betydning. Vejen til forståelsen af det ligger
i gennemskuelsen af mange lag illusion, og vi kan da vist lige så godt se at
komme i gang.

Lisa von
Schmalensee Magnusson, Strandagergaard, 10. Dec. 2018

Artiklen blev sendt til Weekendavisen men blev ikke publiceret.



Forslag om humanisering af Koranen

Islam og muslimer Posted on tirs, november 17, 2015 12:14:06

Der tales for tiden meget om, at terrorismen ikke har noget med islam at gøre … og heller ikke med muslimer. Mange fremhæver, at aggression forekommer hos mennesker i alle religioner, og at det derfor er misvisende at blande den sammen med religionen islam og de udøvende, muslimerne.
Det gælder både Obama, Løkke Rasmussen og ja, vist stort set alle andre end DF og deres beslægtede, der til gengæld mener, at problemet kan løses ved at lukke grænser. Noget jeg ikke tror løser det egentlige problem.
Det er imidlertid en kendsgerning, at muslimerne kan være aggressive overfor mennesker af anden observans end de selv, mens de er i fuld overensstemmelse med deres troslære, Koranen, hvorimod både jøder og kristne og buddhister vil handle i modstrid med deres troslære, når de er krigeriske.
Skulle nogen ville benægte denne kendsgerning, kan man bare læse her, hvor der er et uddrag af Koranen, som vedrører en stribe formuleringer, som drejer sig om muslimers pligt til at dræbe vantro

Det taler for sig selv, at muslimer i Koranen opfordres til at dræbe vantro og selv er vantro, hvis de har jødiske eller kristne venner.
Selvom de fleste muslimer i Europa sagtens kan have kristne og jødiske venner, maner det alligevel til eftertanke, at der står som der står i Koranen, og at imamer, der underviser i Koranen, derfor også kan komme til at undervise i dette.

Men skal vi bare have tillid til, at det nok går alligevel, eller kan vi gøre et eller andet, risikostyre på en eller anden måde?
Det tror jeg vil være en god ide.
Jeg synes vi skal risikostyre på en belivende måde, og for mig at se vil det mest belivende være at foreslå de muslimske samfund i Europa at begynde at overveje, om tiden ikke er inde til at modernisere Koranen og humanisere den.
Hvis det er rigtigt, som de siger, mange af dem, at de i linket angivne citater er dele af Koranen, som de alligevel ikke tillægger betydning, så synes jeg, at vi skal opfordre dem til at tage sig selv og deres udtalelser alvorligt og derfor ganske enkelt bede dem om at slette dem? Og måske også de passager, som vedrører forbud mod musik? Og at kvinden skal adlyde manden?
På den måde kunne man få en speciel udgave af Koranen, som kunne gælde for alle europæiske muslimer. En europæisk udgave af islam, som er i overensstemmelse med de europæiske grundværdier.
Europa ville på denne måde undgå faren for radikalisering via aggressive imamer, der med Koranen som højeste lovbog i ekstreme situationer kunne fristes til at tage dem bogstaveligt.

På denne måde vil man både vise de herboende fredselskende muslimer respekt og vi vil stille og roligt undgå at leve i mistillid og frygt for, hvad der sker rundt omkring “under radaren”.
Personligt tror jeg dertil, at mange muslimer vil få det meget bedre med sig selv, når de har foretaget denne revision af Koranen, sådan at den er i det samme paradigme som en moderne og human muslim.
Jeg kan ikke se, hvem der kan tabe på det. Jeg kan kun se, at alle kan vinde. Og de vil måske dertil komme til at opleve sig mere velkomne på den dybe og gennemgribende måde.



Paris 14-11

Terrorisme Posted on lør, november 14, 2015 13:39:48

Som vistnok de fleste andre frihedselskende europæere i dag befinder jeg mig i en lettere chokeret tilstand over terrorhandlingen i Paris, og jeg tænker på, hvor vigtigt det er at holde hovedet koldt i disse år, hvad angår flygtningestrømmene.
I min bog Belivelse fra 2007 er der i forbindelse med kapitlet om den ikke voldelige kommunikation en lille ekskurs, som jeg kalder HAVNENE og som jeg anser for at være et godt og anvendeligt lille stykke redskab, hvis man vil forsøge at tænke logisk og overordnet over flygtningesituationen.
Man kan enten læse den på s. 426 i min bog Belivelse som kan downloades frit på

www.aakanden.dk/bøger eller man klikke på pdf-filen her og få selve ekskursen på et par sider om inklusion/eksklusion versus retten til at ville fred og kærlighed.



Magi

Fra drama til lyrik Posted on tirs, november 03, 2015 20:20:20

Jeg så netop indslaget med Annette Berg i TV2, hvor hun blandt andet fortalte, at hun ikke regnede med, at hun ville møde lige så megen kritik fra biskoppen som de tidligere “kættere”, idet hun gik ind for magien og faktisk ønskede meget mere magi i det kirkelige univers.
Det er sikkert rigtigt. Jeg har godt lagt mærke til, at vor folkekirke er glad for det magiske. I Det Belivende er vi blevet temmelig overmætte af det magiske. Vi mener, at en intellektuel tilgang til åndelighed i høj grad kan være opstemmende og opløftende og ja rent ud belivende, uden at det magiske er en del af det. Vi anser faktisk det magiske for at være lidt barnligt. Vi føler os mere hjemme på den nysgerrigt søgende, erkendende og bevidstgørende vej.
Men netop fordi vi mennesker i den kristne kultur er så forskellige, kan vi i fællesskab sørge for at have en dejlig mangfoldig kultur at leve i.
En virkelig fordel ved den kulturkristne tilgang er jo, at vi tillader disse forskelligheder og oplever at blive klogere på vor verden ved at lære hinandens synspunkter at kende.
Så længe forskellighederne er en del af kærligheden, så kan det slet ikke gå galt.
Sov godt.



Svar fra biskopperne

Fra drama til lyrik Posted on tirs, november 03, 2015 13:50:59

Og her kommer så svaret fra biskopperne:

Svar v. biskop Steen Skovsgaard

Til bestyrelsen for “Det Belivende”

Kære Lisa Magnusson

Tak for jeres henvendelse vedr. invitation til dialog om kognitiv kristendom, som I har sendt til alle biskopper med kopi til kirkeministeren i mail af 1.10.2009

Jeg har flg. bemærkninger til jeres henvendelse og anliggende:

1. Det Belivende påpeger et vigtigt og ofte upåagtet problemfelt: at ikke alle mennesker har en spirituel eller religiøs disposition; og det gælder både mennesker indenfor og i omegnen af traditionel og kirkelig kristendom. Det er en stor udfordring at åbne det kristne fællesskab for den mere kognitive religiøsitet – ikke mindst fordi næsten al spiritualitet i dag er af sansende og emotionel art, hvilket kan marginalisere den mere kognitivt indstillede.

Jeg vil dog understrege, at dette er netop en grund til, at folkekirken og dens ledelse ikke er til sinds at opgive “den dogmatik, som nu engang er den luthersk-evangeliske”, som I formulerer det. For denne dogmatik er netop en redning for den, der ønsker at være kristen, men som har vanskeligt ved at følge tidens meget sansende, individuelle og emotionelle spiritualitet. Dogmatikken understreger, at kristendom ikke står og falder med den individuelle og øjeblikkelige oplevelse. Den er derfor et frirum, fordi den netop rummer det kaotiske og upålidelige indre liv og giver det en hvileplads. Den rummer både tvivlen og vandringen. Den gør det netop muligt for mennesker, der “mangler et trosgear”, som du formulerer det, alligevel at være kristne.

2. Jeg kan fuldt ud følge jer i glæden over Fadervor og over den inspirationskilde, som Jesu Kristi person udgør, og kan kun ønske jer det bedste i efterfølgelsen af denne inspiration. Jeg anerkender også værdien i inspirationen fra andre store forbilleder i verdenshistorien, også i andre religioner.

Jeg vil dog understrege, at det netop er denne Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og om syndernes forladelse. Tager man fx Bjergprædikenen og Kristi lære om kærlighed til fjenden for pålydende (og ikke blot nedskriver den til en overkommelig rarhed), vil det uvægerligt lede til en erkendelse af, i hvor høj grad man kommer til kort og ikke slår til.

Jeg erkender, at talen om skyld ofte har været forvreden og usund, også i folkekirken, og har pålagt mennesker en skam, som hverken har været psykisk sund eller kristeligt sand. Men mit svar herpå ville ikke være en opgivelse af talen om skyld; det vil simpelt hen ikke være realistisk. Tager man kærlighedsbudet alvorligt, kommer man uvægerligt også til at tage skylden alvorligt; og dertil kan kun ordet om syndernes forladelse gøres gældende. Så mit svar på den forvredne og usunde tale om skyld vil i stedet være en besindelse på og en genopretning af en sund tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse. Først derefter, på dette grundlag, bliver det muligt og giver mening på ny at vandre i efterfølgelsen af Kristi lære og inspiration, hvis ikke man skal gå i stykker under den erkendte skyld.

3. Vi arbejder i folkekirken til stadighed med formuleringerne omkring forsoningslæren og om arvesynden. Og vi byder enhver udfordring velkommen, som kan hjælpe i dette arbejde. Ikke mindst fordi nogle klassiske formuleringer faktisk indbyder til misforståelse. Jeg forstår også din henvendelse således, at det delvist er uheldige formuleringer og misforståelser i kirkens formidling af forsoningslæren og arvesynden, du reagerer imod. For eksempel indebærer arvesyndslæren bestemt ikke, at mennesket er underlagt en skæbne, noget statisk, uden mulighed for vækst. Vi beder i kirkebønnen ikke blot om vækst i tro og håb, men også om vækst i kærlighed. Kærlighed er mulig!

Selv så centrale lærepunkter som forsoningslæren og arvesynden kræver derfor en bestandig nyformulering. Selve ordet arvesynd er jo blot et forsøg på – med en ikkebibelsk term – at sammenfatte en side af det kristne menneskesyn.

Jeg vil dog understrege, at selve kernen og substansen i disse to lærepunkter hører til de søjler, hvorpå den kristne tro hviler, og uden hvilke den ville falde sammen. Uden arvesyndslæren (i en eller anden form) måtte man principielt kunne forestille sig et menneskeliv, der kunne udleves i fuldendt kærlighed. Men det hører til det kristne menneskesyn, at ud over Guds egen søn er intet menneske født med denne mulighed, men har arvet (eller hvad man nu skal kalde det) en grundskade, der gør, at fuldkommen kærlighed aldrig kan virkeliggøres i dette liv. Verdenshistorien viser da også med al ønskelig tydelighed, hvilke rædsler der kan komme af et overoptimistisk og urealistisk menneskesyn, hvor man tiltror mennesket evnen til at skabe paradis på jord.

Og uden forsoningslæren (i en eller anden form) ville det påhvile ethvert menneske selv at sone eller gøre bod for denne grundskade, hvilket er lige så håbløst. Derfor indeholder Fadervor, som I sætter så højt, netop ikke blot en bøn om forbedring og vækst, men også en bøn om syndernes forladelse. Og dåbsbekendelsen bekender ikke blot troen på Kristus som forbillede, men bekender ham som korsfæstet, død og opstanden for vore synders skyld.

Sammenfattende kan det siges, at du ser ganske rigtigt, når du beskriver en reel kløft mellem Det Belivendes og det kristne trosindhold. Og Det Belivendes bygger indlysende lige så meget på en religiøs, ikkebeviselig overbevisning, som den kristne tro gør det. Det er to uforenelige verdensbilleder.

Med venlig hilsen

Steen Skovsgaard

biskop

Østre Alle 2

4800 Nykøbing F

tlf 20415311

Som det vist fremgår med stor tydelighed, er det sandsynligt, at Annette Bergs brodannelse kræver mange hjælpere, som vist skal være rene karyatider. Jeg følger spændt med i hvad der sker, og vi i Det Belivende vil da meget gerne levere noget byggemateriale.



Bro mellem kirken og det alternative

Fra drama til lyrik Posted on tirs, november 03, 2015 13:46:45

Jeg så idag på facebook, at præsten i Vig Kirke, Annette Berg, fortalte at hun troede på reinkarnation og ville være bro mellem kirken og det alternative. Det var en glædelig overraskelse, for sådan en synes jeg i høj grad, at vi mangler.
Vi i Det Belivende kontaktede kirken for flere år siden, og her kan man læse både vor invitation og biskoppernes svar. Jeg kontaktede i øvrigt ved samme lejlighed samtlige præster i Odsherred, men ingen ønskede samarbejde. Her kan I se både invitation og svar:

Invitation til folkekirken

Invitation til dialog om kognitiv kristendom med ikke traditionelt troende såkaldt kulturkristne fra Det Belivende

Sendt til til biskopperne 1/10-2009

Peter Skov-Jakobsen, København

Lise-Lotte Rebel, Helsingør

Peter Fischer-Møller, Roskilde

Steen Skovsgaard, Lolland-Falster

Kresten Drejergaard, Fyn

Søren Lodberg Hvas, Aalborg

Karsten Nissen, Viborg

Kjeld Holm, Århus

Elisabeth Dons Christensen, Ribe

Niels Henrik Arendt, Haderslev

Kopi til kirkeminister Birthe-Rønn-Hornbech

Baggrunden for denne henvendelse er at finde i den kendsgerning, at vi er mange såkaldt kulturkristne i Danmark, som ikke føler os hjemme i folkekirken. Nogle af os føler os endog meget kristne og beder f.eks. fadervor hver dag og oplever Jesus Kristus som vor allerstørste inspirationskilde.

Hvorfor føler vi os så ikke hjemme i den danske folkekirke?

Det gør vi ikke af den grund, at vi i det væsentlige er kognitivt funderede, hvilket vil sige, at vi ikke har nogen evne til at tro og heller ingen evne til at være lydige men derimod trives i erkendende bevidsthedsfremmende tankemiljøer, hvor fordomsfri udforskning af livets store eksistentielle spørgsmål som noget helt naturligt er i fokus.

Når vi henvender os og indbyder til samtale skyldes det ikke, at vi er i opposition til den danske folkekirke. Vor grundholdning er den, at folkekirken er et fantastisk værdifuldt element i livet for de kristne mennesker, som føler sig hjemme i den dogmatik, som nu engang er den luthersk-evangeliske.

Vi er elskere af bønnen fadervor, som jo er den bøn Jesus Kristus bad os om at bede (om end vi måske tolker den på et mere abstrakt plan end det, der hører barnetroen til); vi er elskere af mange af vore salmer, og vi er elskere af evangeliernes inspiration til eftertanke og forædling af det menneskelige sind og den menneskelige væremåde.

Det er alene grundet den gældende udlægning og fortolkning af det helligt levede liv, at vi er nogle, som ikke kan se andet end, at det er umuligt for os nogensinde at kunne komme til at føle os hjemme i kirken. Vi mangler simpelthen et trosgear.

Men vi har som antydet et andet, som det er vort håb på en eller anden måde vil kunne indgå i en slags samarbejde med den danske folkekirke. Og det er et kognitionsgear, et gear for erkendelse og bevidsthed.

Selvom vi godt kan forstå, at I måske nu helst vil lægge denne skrivelse fra jer, beder vi jer om at læse videre. I kan jo forsøge at betragte os som sådan en slags fortabt søn, der vender tilbage, om end frimodigt og uden anger.

Vi vil gerne fortælle jer, hvad præcis det er, vi har det svært med.

For det første har vi det meget svært med jeres definition af arvesynden, som i sin konsekvens indebærer, at vi alle skal opfatte os selv som syndige og skyldige. Men vi forstår godt, at det har måttet udlægges sådan i mange hundrede år.

Det, at der, som Paulus siger, er noget ondt, som vi ikke vil gøre men kommer til at gøre alligevel, og noget godt, som vi gerne vil gøre, men ikke gør, det kan vi jo godt se er rigtigt, ja, vi anser det faktisk for at være det væsentligste dilemma for menneskeheden overhovedet.

Men årsagen til, at vi ikke gør det gode, vi gerne vil, finder vi ikke i arvesynden. Vi finder den derimod i den kendsgerning, at vi i vor mentale evolution stadig lider under det handicap, som man i kognitionsneurologien kalder det halve sekunds forsinkelse, og som kan beskrives som en kapring i hjernen, en amygdalakapring, hvor der hver eneste gang vi føler os den mindste smule truede, sker det, at facitterne fra alle erindringer om gange, vi har følt os truet, helt tilbage til krybdyrstadiet, popper op som trold af en æske og indtager styringen et halvt sekund inden vi har mulighed for at blive bevidste om situationen. Det betyder, at vi aldeles ubevidst går til angreb, går i forsvar, flygter eller trækker os ind i os selv hver gang vi føler os truede, selvom det mest hensigtsmæssige for os ville være stille og roligt at iagttage en situation og forsøge at udvise netop den form for empati, som Jesus forsøgte at undervise os i.

Er det så ikke bare netop det, der i den traditionelle kristendoms udlægning kaldes for arvesynden? Jo, det er det. Men er vi så i virkeligheden ikke inde i en pedantisk gang ordkløveri?

Nej, det er vi ikke. Den store forskel på arvesynden og det ovenfor beskrevne, som vi kalder amygdalakapring (kapring af reminiscenser fra krybdyrhjernen), er nemlig, at amygdalakapringen er noget, som vi har mulighed for at arbejde aktivt på at komme til at undgå at være underlagt, hvorimod arvesynden er en absolut livsbetingelse. Vor hjerne, og dermed bevidsthed, er jo ikke statisk men plastisk.

Og hermed er vi allerede på vej ind i det andet dogme, som vi har det svært med: Nemlig at Jesus er død for vore synders skyld. Soningslæren.

Soningslæren fordrer dels evnen til at tro på, at jeg er syndig, dels til at tro på at en anden har ofret sig for mine synders skyld, hvorved jeg på et tidspunkt skal blive frelst.

Soningslæren er dels i modstrid med loven for årsag og virkning og dels i modstrid med vore idealer, som går i retning af at tage det fulde ansvar for vore fejltagelser, lære af dem, korrigere og praktisere dobbeltrettet empati.

Vi anser Jesus Kristus for at være et ideal, som vi gerne efter bedste evne vil forsøge at lade os inspirere af, såvel som vi anser Buddha for at have levet og Dalai Lama for at leve en form for helligt og idealt liv, som vi også gerne lader os inspirere af. Vi lader os i det hele taget inspirere af enhver, som har bidraget til forædling af det menneskelige sind.

Det væsentlige i denne sammenhæng er, at vi gerne vil leve et liv, hvor vi selv forsøger aktivt at nå frem til at kunne træffe beslutninger, som kommer så tæt på det ideale, som nu engang er muligt på det stadium, vi befinder os i vor udvikling (vi kalder det reanimation, altså den del af vor evolution som angår fornyelsen i ånden), og at vi ikke kan se andet, end at soningslæren præsenterer idoldyrkelsen, hvor jeg skulle blive frelst i kraft af at forholde mig kognitivt passivt.

Helt firkantet: Vi ser snarere Jesus som et ideal end et idol.

Vi tolker ordene Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør på den måde, at det væsentlige for os er at forstå, at alt er tilgiveligt, fordi vi, når vi begår fejltagelser, alene gør det, fordi vi ikke ved bedre; men at målet, vi må stræbe efter, hvis vi vil have fred på jord, er at komme til at vide (så godt vi nu kan). Vi kan derfor heller ikke se andet end, at det væsentligste i denne sammenhæng er at lære af sine fejltagelser (gå bort kvinde og synd ikke mere). Altså at lære at korrigere, så ens fejltagelsesmargin kommer i aftagende.

Vi oplever ikke, at vor måde at opfatte Jesu Kristi liv på er den rigtige, og jeres forkert. Vi fortæller bare, at vi ikke rent kognitivt formår at tænke som I prædiker, og altså dog betragter os selv som en af mange helt naturlige og sunde frugter på livets træ.

Vi vil gerne vokse på det træ i god forståelse med jer og har derfor nogle ideer, som vi gerne vil drøfte med jer.

Udgangspunktet for disse drøftelser er, at der pt er en stigning i antallet af udmeldelser af folkekirken, og at der dertil ses aktiviteter i samfundet, som opfordrer til endnu flere udmeldelser. Således deler VU’ere i landets største byer udmeldelsesblanketter ud på gader og stræder i disse dage, har jeg netop læst i Kristeligt Dagblad. Dertil kommer, at der hvert år bliver færre konfirmander, for ikke at tale om, at adskillige præster har det skidt med, at såvel dåb som konfirmation og bryllup har mistet det åndelige tag i en ikke ringe del af brugerne.

Vi vil gerne opfordre til en slags samarbejde, som går ud på, at I som noget ganske naturligt henviser til os

  • når folk vil melde sig ud grundet betragtninger, som minder om vore
  • når konfirmander afbryder konfirmationsforberedelsen eller ikke vil konfirmeres, efter at have gennemgået konfirmationsforberedelsen
  • når der ved begravelsesforberedelse opstår problemer mellem efterladte og præst i forbindelse med ligprædikener, fordi afdøde har haft et livssyn, som bygger på reinkarnationsprincippet, sådan som det fremlægges i martinuskosmologien.

Man kan spørge sig, hvad folkekirken får ud af det.

Set fra vort ståsted i livet vil kristendommen på denne måde stadfæste, at der i min fars hus er mange boliger, og at der også er så rummeligt, at dens præster kan indgå i et venskabeligt samarbejde med de mennesker, der på livets vej har mistet deres trosgear, men i deres kognitionsgear styrer mod samme mål, nemlig fred på jord og i alle mennesker velbehag.

Som vi ser det, vil den hermed udvise den slags overlegenhed, som sand åndelighed nødvendigvis må og vinde respekt hos tænkende modne mennesker.

Dertil er det vort håb, at det kristne ideal ikke svækkes, samtidig med at folk melder sig ud af kirken, men at det styrkes om end på en anden måde end i teologisk forstand: I gerning og udvikling mere end i tilbedelse og lydighed, så at sige.

Findes der dokumentation for vor seriøsitet?

Det teoretiske fundament, som Det Belivende hviler på, om end dette fundament må forstås som et, der hele tiden er i udvikling, omfatter bl.a. den nyeste hjerneforskning, den ikke voldelige kommunikation, antroposofiens biografiforståelse, mentalitetshistorien og martinuskosmologien og er beskrevet i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.

Til orientering kan vi derudover oplyse, at vi er ved at udfærdige diverse forskningsprojekter, hvor det første er et studium i, hvad der sker i udviklingen hos tre forskellige grupper i alderen 14 – 17.

1) en gruppe, som gennemgår almindelig konfirmationsforberedelse og afslutter med konfirmation

2) en gruppe, som gennemgår vort koncept Belivende livsbekræftelse (kan ses på vor hjemmeside) og

3) en gruppe, som nonfirmeres eller på anden måde ikke gennemfører noget alternativ til konfirmationen.

Vi vil undersøge, hvordan de unges livskvalitet er under de forskellige forhold og i hvilket omfang de unge finder hjælp til udvikling af sund identitet og selvrealisation i de forskellige kategorier. Herunder i hvilket omfang de kommer ind i diverse former for afsporinger (misbrug, kriminalitet, seksuel promiskuitet, psykiske sygdomme).

For så vidt I ønsker at overveje invitationen og sætte jer bedre ind i, hvem vi er, kan vi henvise til vor hjemmeside www.detbelivende.dk

Vi vil gerne lægge lokaler til på Strandagergaard, men skulle I ønske mødet afholdt i eget regi, kommer vi gerne til jer.

I kan selv bestemme, om I ønsker mødet offentligt eller som en aldeles uformel drøftelse. Vi er ikke selv synderligt interesserede i at få mediedækning på indeværende tidspunkt, da vi er bange for, at diverse medier vil bruge en sådan begivenhed til at signalere noget dramatisk, hvilket er ganske imod vore intentioner. Vi hælder snarere til det lyriske.

Men vurderer I anderledes, vil vi lade det være op til jer, såvel som vi er åbne for deltagelse af andre, som I måtte ønske.

Selv vil vi måske også gerne invitere et af vore medlemmer, som er politiker og udmeldt af folkekirken, men det kan vi tage stilling til i fællesskab, hvis I ønsker at tage det næste skridt i retning af denne ønskede dialog.

Vi vil foreslå et tidspunkt i sidste halvdel af november eller begyndelsen af december, og hvert bestyrelsesmedlem står naturligvis til rådighed for opklarende spørgsmål når som helst. Der er link til os alle på hjemmesiden.

For god ordens skyld vil jeg afslutningsvis oplyse, at vi har kontaktet kirkeministeren angående tilladelse til at benytte nogle af landets kirker i forbindelse med eventuelle begravelser og bryllupper og af hende blev henvist til jer, som havende den endelige afgørelse i sådanne sager. Ansøgningen såvel som svaret kan ses på vor hjemmeside.

Da vi imidlertid ikke er et trossamfund, har vi skrinlagt dette ønske. Vi anser perspektiverne i det foreslåede samarbejde for væsentligere.

Med venlig hilsen og håb om et frugtbart fremtidigt samarbejde

på vegne af bestyrelsen

mag.art. Lisa v. S. Magnússon

(formand)